Sociale investeringsprogrammer har vundet stor international opmærksomhed, men deres udbredelse har vist sig at være mere besværlig end antaget. I denne klumme gennemgår Mikkel Munksgaard Andersen de fem mest kendte typer af barrierer for implementeringen – og hvordan organisationer kan imødekomme dem.
Med sociale investeringsprogrammer har vi fået en ny tilgang til at finansiere velfærdsindsatser, hvor fokus er på de sociale og økonomiske gevinster, en indsats skaber.
Programmerne består af et partnerskab mellem en offentlig myndighed, en leverandør og en investor. De kendetegnes særligt ved tre ting:
1) De orienterer sig imod langsigtede effekter af velfærdsarbejde
2) De benytter sociale investorer, der kan påtage sig dele af den økonomiske risiko
3) De har relativt høje kriterier for evaluering og evidens
Der er i dag 24 sociale investeringsprogrammer i Danmark og 283 registrerede programmer på verdensplan.
En kompleks samarbejdsmodel med et højt ambitionsniveau
Internationale studier viser, at de mest tydelige fordele ved programmerne er deres understøttelse af evidensbaserede tilgange og orientering imod langsigtede effekter.
En generel udfordring er dog de høje udviklingsomkostninger forbundet med deres etablering.
I 2010 blev det første program udviklet i Storbritannien, og forventningerne derefter var mildest talt tårnhøje.
Der er sidenhen blevet etableret i alt 283 programmer i verden – men over de seneste tre år har antallet af nyetablerede programmer været faldende.
En af årsagerne er de barrierer, som er forbundet med programmernes implementering. Sociale investeringsprogrammer er nemlig en relativt kompleks samarbejdsmodel.
Modellen har også en indbygget ‘strategisk tvetydighed’, hvilket betyder, at dens grundform er meget abstrakt, og kan forstås på forskellige måder. Derfor er det svært at udvikle faste procedurer for deres implementering.
“Med sociale investeringsprogrammer har vi fået en ny tilgang til at finansiere velfærdsindsatser, hvor fokus er på de sociale og økonomiske gevinster, en indsats skaber.”
Mikkel Munksgaard Andersen
Ph.d.-studerende på Copenhagen Business School
Fem barrierer – og mulige løsninger
I dette afsnit fremlægges resultaterne fra en videnskabelig artikel, jeg netop har fået udgivet i tidsskriftet International Journal of Public Sector Management. Artiklen kortlægger de mest kendte barrierer for implementeringen af sociale investeringsprogrammer – samt potentielle løsninger for at imødekomme dem.
1. Adgang til data:
En af de mest kendte udfordringer omhandler adgangen til den nødvendige data. Projekter har ofte manglet fyldestgørende information om målgruppen, indsatsen, projektkonteksten, projektomkostningerne eller eksterne faktorer.
Denne type information er afgørende for at kunne etablere en stærk business case og investeringsmodel.
I mange tilfælde er det faktisk muligt at indhente og analysere denne data, men det kan ende med at være meget omkostningstungt – endda i en grad, som gør samarbejdsmodellen dyrere end andre mere simple samarbejdsformer.
En mulighed kan derfor være at tilegne sig en mere pragmatisk og eksperimentel tilgang til dataarbejdet for eksempel ved aktivt at bruge eksperter og projekterfaringer tidligt til at teste kritiske antagelser.
2. Mobilisering af interessenter:
En anden stor udfordring handler om mobiliseringen af de nødvendige interessenter i projekterne.
I mange tilfælde har der været modvilje blandt offentlige organisationer – for eksempel på grund af interne politiske eller strategiske interesser eller modstand fra frontlinjemedarbejdere.
Investorer har også været svære at mobilisere grundet manglende risikovillighed eller fejlvurderinger af projekternes investeringsprofil.
Projektudviklere har tit draget fordel af at tage uformelle møder med nøgleinteressenter tidligt for at tilpasse projektet til interessenternes bestemte behov.
3. Særlige kompetencer:
En tredje udfordring drejer sig om de særlige kompetencer, som organisationer skal have for at kunne arbejde med sociale investeringsprogrammer.
Disse omhandler særligt en forståelse for investeringsmodeller, kontrakter og evalueringer. Det anbefales, at aktører tidligt afklarer, hvilke kompetencer der er tilgængelige internt, og hvilke der skal tilgås via eksterne partnere.
4. Institutionelle barrierer:
Derudover eksisterer der institutionelle barrierer for sociale investeringsprogrammer.
Ny lovgivning på det bestemte velfærdsområde og skiftende regeringsperioder er en typisk risikofaktor på grund af projekternes lange tidsperiode.
En anden velkendt problemstilling er de strategiske, politiske og økonomiske siloer, som findes i offentlige systemer. Eksempelvis er forebyggende sundhedsprogrammer stødt på store udfordringer på grund af behovet for at arbejde på tværs af både social- og sundhedsområdet.
5. Modellen for sociale investeringsprogrammer
Sidst udgør modellen for sociale investeringsprogrammer i sig selv en udfordring for implementeringen af projekterne.
Den traditionelle model forudsætter en langsigtet effektorientering, hvilket kan besværliggøre dataarbejdet markant. Særligt når det forventes at effekterne skal føre til budgetmæssige gevinster for den offentlige myndighed.
Høje krav til evaluering kan samtidig udfordre projekters tilpasningsdygtighed undervejs. Derfor har mange aktører ‘bøjet’ de traditionelle principper i samarbejdsmodellen for at gøre den relevant i en lokal kontekst. For eksempel har mange aktører fravalgt målsætningen om direkte budgetmæssige gevinster eller udarbejdet mere fleksible kontraktformer, der tillader løbende tilpasning til skiftende omstændigheder.
Sociale investeringsprogrammer på forskellige velfærdsområder
Kortlægningen viser, at særligt det sociale område oplever mange implementeringsbarrierer. Af den årsag har mange aktører valgt at ‘bøje’ modellens principper og gjort den mere kollaborativ, fleksibel og læringsorienteret.
I investeringsprogrammer med fokus på beskæftigelse har det generelt været lettere at etablere business cases på grund af den direkte sammenhæng mellem sociale effekter og budgetbesparelser. Men det kan samtidig være udfordrende at påvise kausalitet mellem indsatsen og resultaterne på grund af løbende udsving på arbejdsmarkedet.
“Sociale investeringsprogrammer er en ambitiøs samarbejdsmodel, der samtidig kan være svær at implementere i sin ‘rene’ form. På trods af dette sker der en markant udvikling i Danmark inden for området.”
Mikkel Munksgaard Andersen
Ph.d.-studerende på Copenhagen Business School
Der er færre erfaringer inden for sundhedsområdet, men studier indikerer, at der er udfordringer i at etablere forebyggende indsatser på grund af fragmenterede offentlige systemer.
Alt i alt er sociale investeringsprogrammer en ambitiøs samarbejdsmodel, der samtidig kan være svær at implementere i sin ‘rene’ form. På trods af dette sker der en markant udvikling i Danmark inden for området – og tiden må vise, hvordan modellen kan understøtte vores velfærdsarbejde.
Klummen blev bragt på Impact Insider den 2. oktober 2023.
Mikkel Munksgaard Andersen
Mikkel er ph.d.-studerende på Copenhagen Business School, Department of Management, Society and CommunicationEmail: mmu.msc@cbs.dk
