Sociale investeringer muliggør udviklingen af helhedsorienterede indsatser til unge i hjemløshed

Skrevet af

Mette Mondrup Pedersen og Maja Juhl.

Aarhus Kommune har igangsat en social investering målrettet unge i hjemløshed, hvor kommunen kører i to spor og både tilbyder de unge en bolig- og en beskæftigelsesrettet indsats. 

For at hjælpe de unge permanent ud af hjemløshed og i beskæftigelse er det vigtigt med et helhedsorienteret perspektiv, fordi hjemløshed blandt unge har mange forskellige årsager, mener projektleder i investeringen Mette Mondrup Pedersen og projektmedarbejder Maja Juhl.

Aarhus er en af de byer i Danmark, der de senere år har haft relativt flest unge i hjemløshed sammenlignet med indbyggertallet, og derfor har Aarhus Kommune søgt nye veje for at håndtere den komplekse problemstilling.

En social investering skal bane vejen for en indsats, der tager udgangspunkt i de evidensbaserede metoder Housing First eller Job First. Projektet går under navnet ”Hjem, Job og Helhed” og er målrettet unge, der enten er hjemløse eller er i risiko for at blive hjemløse.

Det skal være en bæredygtig løsning for de unge i projektet

Som projektets navn antyder, er der fokus på at give de unge helhedsorienterede indsatser, der tager højde for deres individuelle støttebehov. Det er nødvendigt for at kunne tilbyde de unge en bæredygtig løsning, mener projektmedarbejder Maja Juhl:

”Det skal være et permanent hjem, de unge kan se sig selv i for at undgå, at de bliver boligløse igen. Så vi bruger i starten rigtig meget tid på en afklaring af, hvor det er, den unge er tryg og utryg henne. Det kan være områder, der ikke vil være gode at bo i, og det kan være i forhold til, hvor der er et godt netværk, der kan støtte op omkring nogle ting”.

Hjemløshed blandt unge er ikke nødvendigvis hjemløshed i en klassisk forstand, hvor de er deciderede gadesovere. Det kan komme i mange former, hvor fællesnævneren er, at de unge befinder sig i en ustabil situation, der forhindrer dem i at komme videre i deres liv, siger projektleder Mette Mondrup Pedersen:

Der er en bestemt diskurs, når man hører ordet ”hjemløse”. For hvad betyder det for de unge at komme i den kategori? Det er de færreste af dem, der vil tænke sig selv som hjemløse. De unge mennesker sidder med nogle udfordringer, der gør, at man ikke har fået en eller anden stabil og permanent boligløsning, som gør, at man måske ikke kan komme videre med nogle af de andre ting, man også gerne vil i sit liv.

Mette Mondrup Pedersen
Projektleder, Hjem, job og Helhed

De unge i projektet er derfor en sammensat gruppe, som kalder på en helhedsorienteret indsats, der er kvalificeret til at imødekomme deres specifikke behov – og der kan en sociale investering muliggøre udviklingen af indsatser, der giver plads til socialfaglig innovation og finder nye løsninger, fortæller Mette Mondrup Pedersen:

”Socialfagligheden kan få lov til at leve og blomstre i sådan nogle projekter her. Det der med at prøve at samle en indsats og være vidensbank for alle vores andre gode kollegaer rundt omkring i de forskellige centre, der også løfter en kæmpe opgave for de selvsamme mennesker”.

Hun uddyber:

”Vi er jo et lille mikroskopisk projekt sammenlignet med den store drift, men vi kan være med til at kvalificere noget, så jeg tænker, at det er rigtig gavnligt for mange og for det store hele”.

Hvornår er en indsats bæredygtig?

Selvom Mette Mondrup Pedersen og Maja Juhl i starten af forløbene med de unge både arbejder bolig- og beskæftigelsesrettet, mener de, det er centralt, at de unge i projektet får tilbudt en bolig tidligt i forløbet. Det er med til at skabe et fundament:

” Når de unge – især dem, der sover forskellige steder fra dag til dag – om morgenen ikke ved, hvor de skal sove henne næste dag og har en rygsæk eller en taske med sig, så kan de slet ikke tænke frem, og de kan slet ikke tænke beskæftigelse. De vil gerne, men kan have svært ved at møde op til tingene, fordi de ved ikke, om de sover i Sydbyen, Nordbyen, inde i Centrum, eller i Skanderborg”, siger Maja Juhl.

Mette Mondrup Pedersen tilføjer:

”Men der sker en ro ved dem, når de får deres eget. Det er væsentligt for de fleste, fordi det også handler om, at når man så skal ud, og det er nyt for dem at komme på arbejde og i et arbejdsfællesskab, hvilket narrativ har du så med dig? Det betyder noget, at man har en positiv fortælling om sig selv og det, at man bor i sin egen lejlighed”.

Det er ikke tilstrækkeligt, at de unge får et tag over hovedet, for det er, ifølge Maja Juhl, også vigtigt, at de kommer ud i en bolig, der er en base for dem, og det kan den her indsats tilbyde dem:

”Vi har i projektet etableret et meget tæt samarbejde med Den Sociale Boligtildeling, som er dem, der anviser boliger til de unge. Sammen med vores gode kollegaer her har vi et stort fokus på den bæredygtige løsning, så de boliger, de unge får tilbudt, bliver permanente hjem. Fordi det netop skal være bæredygtigt på den lange bane, har vi også mulighed for indimellem at drøfte flere forskellige boliger med de unge, så vi sikrer os, at de lander det – for dem – det rette sted”.

Rodløshed frem for stedløshed

Når man taler om hjemløse unge, er det vigtigt at have øje for, hvordan hjemløsheden kommer til udtryk, siger Mette Mondrup Pedersen:

”De er ikke stedløse, for de har næsten altid et sted, de kan være, men den stress det giver hele tiden at skulle finde en ny løsning fra dag til dag, er jo med til at gøre, at mange andre parametre i deres liv bliver sværere”.

Mette Mondrup Pedersen
Projektleder, Hjem, Job og Helhed

Det er derfor den trygge base, der er forudsætningen for, at de unge kan komme videre i deres liv. Hjemløsheden kan have rigtig mange årsager, og derfor er det for Mette Mondrup Pedersen og Maja Juhl vigtigt at italesætte selve begrebet ”hjemløshed” med dem:

”Vi bruger ret meget tid på at snakke med de unge om, at det at mangle et hjem ikke er det samme som at være totalt udsat og det, man normalt forbinder med hjemløshed. Så vi bruger ikke særlig tit begrebet ”hjemløse”. Hjemløshed kommer i super mange forskellige former og udklædninger, og det gør de unge jo også. Den menige på gaden vil jo ikke nødvendigvis kunne se på dem, at de ikke har en bolig eller er et sted i deres liv, som er super udfordrende og sover rundt omkring hos familie og venner, men det er jo også ikke at have et hjem”.

Derfor oplever Mette Mondrup Pedersen også, at det sætter gang i noget godt hos de unge, når de får en base:

”Vi har faktisk oplevet en øget tendens til, at når de så kommer ud i egen bolig, så har vi troet, at vi skal ind og gøre mere i forhold til at etablere nogle fællesskaber, men de evner faktisk selv at reaktivere nogle af deres gode fællesskaber fra tidligere og etablere en kontakt til familien igen, fordi der lige pludselig bliver et overskud”.

Et godt samarbejde er en vigtig katalysator for den helhedsorienterede indsats

For at skabe en bæredygtig indsats til de unge er samarbejdet på tværs af forvaltninger et vigtigt aspekt. Mette Mondrup Pedersen og Maja Juhl sidder selv i ungecenteret nede ved Aarhus havn, og de har blandt andet haft meget gavn af samarbejdet på boligområdet:

” Jeg synes, vi lykkedes rigtig godt på boligområderne, det kan vi jo i allerhøjeste grad takke vores rigtig gode samarbejdspartnere for i den sociale boligtildeling. Der er ikke ret mange, der siger nej til et boligtilbud, fordi vi har så godt et samarbejde med driftsområdet Mål, Økonomi og Boliger (MØB), der er med til at sikre, at det er den rigtige bolig, der tilbydes til den unge. På den måde har vi et meget tæt samarbejde og en ret lige linje dér. Så det er jo også med til at kvalificere, at de boliger, vi så får tilbudt til de unge, er mere bæredygtige og permanente løsninger”, siger Mette Mondrup Pedersen.

Projektets sammensætning som en social investering har, ifølge Mette Mondrup Pedersen, været en af forudsætningerne for at kunne skabe et godt samarbejde:

”Man kan jo mærke, at der er et andet mulighedsrum og et andet handlerum. At man i det her projekt har valgt at sammensætte serviceloven og beskæftigelsesloven betyder noget for handlehurtigheden. Det kan lykkes, hvis vi rykker sammen i bussen og på tværs af driftsområder”.

Måden indsatsen er skruet sammen på har samtidig skabt noget, som de unge engagerer sig i, fortæller Maja Juhl:

Jeg synes, at noget af det vigtigste også er, at alle de unge vi har haft igennem projektet, har mødt det gode system. At det er et system, der har samarbejdet med andre, offentlige systemer, og at man har handlet hurtigt på tingene. Det tror jeg næsten er noget af det vigtigste, de har fået med sig

Maja Juhl
Projektmedarbejder, Hjem, Job og Helhed

Philip Rau-Andersen

Kommunikationsstudent i Den Sociale Investeringsfond.

Telefon: 21 13 61 83
Email: pra@dsi.dk

Mette Mondrup

Mette er projektkoordinationer i Aarhus Kommune på investeringen i Housing First indsatser til unge hjemløse. 

Telefon: 41 85 87 14
Email: pmme@aarhus.dk

Maja Juhl

Maja Juhl er socialrådgiver og projektmedarbejder i Aarhus Kommune på investeringen i Housing First-indsatser til unge hjemløse.

Telefon: 41 87 67 11
Email: jumaj@aarhus.dk