I Viborg sætter en social investering nye rammer for arbejdet med udsatte borgere 

Sofie Fiil Hjort (tv) og Diana Masud (th) foran Houlkærvænget i Viborg

De næste tre år skal medarbejdere fra Viborg Kommune og de almene boligforeninger arbejde tæt sammen i en fremskudt indsats i tre udsatte boligområder. Indsatsen bygger på gode erfaringer, men den sociale investeringsmodel kræver også nye metoder. 

Historien starter i 2018. Det var nemlig det år, at boligområdet Ellekonebakken i Viborg for første (og, håber man i kommunen, sidste) gang havnede på Boligministeriets liste over parallelsamfund, den såkaldte ghettoliste.  

I kommunen besluttede man hurtigt, at vejen ud af listen gik gennem at styrke støtten til beboerne på Ellekonebakken, frem for at arbejde med områdets beboersammensætning. Og et naturligt første skridt var at granske de kommunale indsatser, beboerne allerede modtog. Dem viste der sig at være rigtigt, rigtigt mange af, men ofte var de ikke indbyrdes koordinerede mellem kommunens forvaltninger.  

I 2019 startede man derfor projekt Ellekonebakken, hvis formål var at give bedre støtte til borgerne ved at give dem en enkelt indgang til kommunen. Metoden var bl.a. at etablere en fysisk, fremskudt indsats i området, og fremfor alt skabe nye måder at arbejde sammen på mellem kommunens forvaltninger: Der blev udpeget en række frontmedarbejdere fra forskellige afdelinger, som skulle arbejde tæt sammen med de enkelte familier – og som fik mandat til at igangsætte de tiltag, de vurderede der var brug for, uden at skulle indhente godkendelse hos deres respektive ledelser. En af projektmedarbejderne var familiebehandler Diana Masud, der til dagligt arbejder i kommunens børne-og ungeforvaltning:  

”Det var et nyt mindset at skulle tænke på tværs, og vi brugte rigtigt lang tid på at aflære den tankegang, der hed ’sådan gør vi ikke ved os’, eller ’det der er ikke min opgave’. Vi havde jo nogle måder at arbejde på i de afdelinger, vi kom fra, og vi var ikke vant til at tænke hele vejen rundt om en borger eller en familie. Men her skulle vi sammen finde løsningen, og alle kunne byde ind,” fortæller hun. 

Det var en tilgang, der viste sig at virke: Med tiden støttede indsatsen mange familier på Ellekonebakken til bl.a. øget beskæftigelse, bedre sygdomsbehandling og mere stabil skolegang for børnene, og allerede året efter projektstart blev området fjernet fra ghettolisten.  

Social investering udvider indsatsen 

Vi spoler frem til 2023, hvor kommunen med en social investeringsmodel nu bygger videre på de gode erfaringer. Under overskriften ”Relationel Velfærd – sammen på tværs” omfatter indsatsen denne gang tre udsatte boligområder – ud over Ellekonebakken også Houlkærvænget og skoledistrikt Karup Kølvrå. Den Sociale Investeringsfond, Poul Due Jensens Fond og Landsbyggefonden støtter indsatsen med 6 mio. kr. fra 2023 til 2026, og målet er at nå ud til mindst 180 husstande over de tre år. Formålet er stadig at gøre vejen til den rette støtte kortere og nemmere for husstandene, og dermed styrke deres beskæftigelse, uddannelse og livschancer.  

Hvert område er bemandet med fire medarbejdere, som kommer fra kommunens forvaltninger for Social, Sundhed og Omsorg, Børn og unge og Beskæftigelse, og områdets to almene boligselskaber. Diana Masud er nu med på holdet i Houlkærvænget, i selskab med bl.a. Sofie Fiil Hjort, som er boligsocial medarbejder. For sidstnævnte er indsatsen en kærkommen mulighed for at arbejde endnu tættere sammen med de kommunale nøglemedarbejdere om at hjælpe udsatte borgere: 

”Jeg er altid blevet mødt på en fin måde i det kommunale system, men det her giver nogle helt andre muligheder for at samarbejde til gavn for borgeren. Og jeg mærker fuldt ud, at vi er på det samme hold. Vi sidder sammen om bordet og har det samme ansvar for at få det til at lykkes,” fortæller Sofie Fiil Hjort. 

Diana Masud supplerer: ”Jeg plejer at sige, at kendskab giver venskab, og det kan man virkelig mærke her – vi lærer enormt meget om hinandens kompetencer, og om hvordan kan vi bruge hinanden og samarbejde. Jeg ved fx meget mere om civilsamfundets tilbud i området nu, og den viden bringer jeg jo med hjem til min egen afdeling.”  

Nye metoder og nye husstande 

Indsatsen er i opbygningsfasen, men de første husstande er kommet med, og allerede her sætter den sociale investeringsmodel nye rammer for arbejdet. Diana Masud forklarer: 

”I den første indsats kunne vi bruge vores netværk i området til at kontakte husstande, som vi havde en fornemmelse af kunne have gavn af indsatsen, og på den måde kom vi hurtigt frem til målet. I denne indsats er tilløbet meget længere, fordi vi først skal have lov til kontakten, og derefter skal lære borgeren at kende, opbygge relationen og finde ud af, hvad er der egentlig på spil. Så vi skal være mere tålmodige og vedholdende.” 

En effektmåling fordrer nemlig, at deltagerne udtrækkes tilfældigt ud fra fastsatte kriterier – i dette tilfælde, at husstanden har sager i mindst to afdelinger, hvoraf den ene er hos jobcentret. Ud fra de kriterier findes husstandene via udtræk fra kommunens registre, og hvis de takker ja til at deltage, skal de som det første give samtykke til, at indsatsen må indhente oplysninger om deres sager. Først derefter kan Diana og Sofie og deres kolleger få indsigt i husstandens situation og begynde relationsarbejdet. 

Den nye rekrutteringsproces tager tid, men den har også betydet, at frontmedarbejderne kommer i kontakt med husstande, som ikke før har været inde på deres radar, men som nok kan have brug for støtte. Sofie Fiil Hjort fortæller:  

”Inden vi gik i gang, var vi sikre på, at vi nok ville kende mange af de husstande, der blev trukket ud – men der har været rigtigt mange på listerne, som vi aldrig har mødt. Vi arbejder begge meget med børnefamilier til daglig, men her er vi kommet i kontakt med flere borgere på førtidspension, som er udfordret af ensomhed og tendens til isolation, men som vi ikke har haft anledning til at banke på hos før. Set fra den vinkel er metoden positiv, selvom den også gør det sværere at opbygge relationen.” 

Beslutningskraft og kreativitet 

Når kontakten til husstanden er etableret og en tovholder er udpeget i gruppen, går arbejdet i gang med i fællesskab at finde de løsninger, der kan hjælpe borgeren eller familien videre. Beboernes egne ønsker er altid i centrum, og med dem som udgangspunkt er alle nøglemedarbejdere med til at byde ind, når man afholder et møde med borgeren. Det giver ofte nye ideer, fortæller Sofie Fiil Hjort:  

”I de sager, hvor jeg indtil nu har været tovholder, har jeg inden borgermødet tænkt, om vi mon overhovedet når nogle steder, for jeg kan ikke lige selv se løsningen ud fra det, borgeren har sagt om sine ønsker. Men hver gang er jeg gået derfra og har tænkt, hold da op, at vi nåede hertil, hvor er det fedt! Jeg oplever, at alle tager det fælles ansvar alvorligt og er iderige og kreative, og så finder vi alligevel en vej frem.” 

Ansvaret er fælles, og det samme er respekten for hinandens fagligheder. Gruppen har haft mange drøftelser af, hvad det vil sige at få fælles ideer: Man kan være nysgerrig og undersøgende på hinandens fagområder, og man kan komme med forslag, men man kan ikke pålægge hinanden opgaver. Det er så meget desto mere vigtigere her, fordi medarbejderne fortsat selv beslutter, hvad der skal igangsættes, uden et nik fra deres ledelser. Sammen med det fælles ansvar giver det møderne fremdrift og energi. Diana Masud fortæller: 

”Jeg har siddet med til mange borgermøder, og forskellen er her, at vi alle har lavet vores forarbejde og er klar til at træffe beslutninger – vi ved det samme, når vi træder ind, vi har borgeren i fokus, og vi går ikke derfra, før vi har en plan og har forpligtet hinanden og borgeren på, hvem der skal gøre hvad. Vi er meget konkrete.” 

I de sager, hvor borgeren allerede er i kontakt med forskellige forvaltninger, deltager relevante fagpersoner herfra også så vidt muligt på møderne. Det giver mening for borgeren og skaber også vigtig kollegial læring – og selvom det kan være overvældende for udenforstående at komme til møder med flere aktører og mere beslutningskraft, end man er vant til, så bliver arbejdsformen overordnet taget godt imod. Og at det er vejen frem, er Diana Masud ikke i tvivl om: 

”Min drøm er, at vi alle kan arbejde sådan her om nogle år, i hvert fald i de komplekse sager. Det giver bare så meget mere mening at arbejde på tværs og have det mindset, at vi faktisk er sammen om at støtte borgeren til et bedre liv.” 

Trine Jørgensen

Trine er freelanceskribent, kommunikationsrådgiver og forskningsformidler.

Telefon: 25 85 06 18
Email: trine@summarium.dk

Se indlæg