Memox: En social investering kan skabe en ”tredje bundlinje” mellem kommune og leverandør 

Sammen med Vejle Kommune har Memox siden 2022 indgået i en social investering, der skal hjælpe udsatte familier med trivselsproblemer. Det gode samarbejde skaber rum for fælles, organisatorisk læring – og skærper blikket for, hvordan indsatsens mål kan operationaliseres i borgerens hverdag. 

Af Rikke Burrild, chefkonsulent Memox 

Memox er en socialfaglig virksomhed, der som leverandør til kommuner tilbyder familiebehandling på modersmålet til udsatte børn, unge og familier; mange med anden etnisk baggrund, men også til etnisk danske familier. Det er familier med forskellige former for udfordringer og med varierende bekymringsgrad om forældrenes forældreevne eller børnenes trivsel i skolen og andre steder.  

Når man arbejder med mennesker og er båret af en stærk passion for at hjælpe de mest udsatte, så kan det ligge fjernt at anvende hårde økonomiske måltal som målestok for, om man gør sit arbejde godt nok. Og begreber som investering og afkast indgår absolut ikke naturligt; lige som det bestemt heller ikke var en del af min socialfaglige uddannelse.  

Samtidig er vi i Memox ikke i tvivl om, at vores arbejde har en positiv effekt. Vi har masser af succesfortællinger om børn, unge og familier, der får hjælp til at tackle bump i livet, får øget trivsel og troen på dem selv, kommer i uddannelse eller arbejde, og i det hele taget bliver stærkere, både som familier og som mennesker hver især. 

Bedre dokumentation 

VI vil gerne blive bedre til at dokumentere den positive effekt, som vi ser af vores arbejde. Det vil vi både af respekt for familierne og af hensyn til kommunerne, så der ikke er tvivl om, hvordan der gøres fremskridt. Det gælder både de umiddelbare fremskridt for det enkelte menneske og familie og de afledte positive samfundseffekter som fx bedre uddannelse, færre anbringelser, færre udgifter til beskæftigelsesforanstaltninger etc.  

Derfor blev udvikling af dokumentation og måling af effekt for nogle år siden en integreret del af Memox’ strategi. Vi begyndte at opsøge mulighederne for at indgå i samarbejder, der kunne bidrage til bedre og mere kvalificeret måling af effekterne af vores indsatser. Vi begyndte også at udvikle et koncept for progressionsmåling, der kan bruges hele vejen igennem vores indsatser, og samtidig fik vi muligheden for at indgå i et fælles sociale investeringsprojekt, med Vejle Kommune som partner og DSI som investor (se boks). 

I skrivende stund er vi knap halvvejs i projektet – og med lovende takter. De aftalte familiebehandlingsindsatser er godt i gang, enkelte er afsluttet, men der er stadig et godt stykke tid til, at langtidseffekterne kan dokumenteres. 

Alligevel kan vi allerede nu pege på nogle vigtige læringspunkter for både kommuner og leverandører, der overvejer at gå ind i et samarbejde om sociale investeringer.  

Betalingsmål skærper krav til operationalisering 

Det første læringspunkt – og også det vigtigste, når man tænker på, hvorfor vi overhovedet gik ind i projektet – er, at vi har fået skærpet vores tilgang til, hvordan vi kan arbejde med målinger og effekter som en fast del af vores familiebehandlingsindsatser. Det udviklingsarbejde omkring progressionsmålinger, som vi tidligere havde igangsat i et særskilt projekt, viste sig at passe fint og understøtte målingerne i det sociale investeringsprojekt. De to udviklingsprojekter har derfor suppleret hinanden, og har bidraget til at få sat turbo på udrulningen af progressionsmålingpå tværs af alle relevante indsatser – også udenfor det sociale investeringsprojekt. 

Investeringsprojektets fokus på opstilling af betalingsmål har synliggjort vigtigheden af, at effektmål og handleplansmål bliver endnu mere konkrete og operationelle ud fra borgerens hverdag. 

Investeringsprojektets fokus på opstilling af betalingsmål har synliggjort vigtigheden af, at effektmål og handleplansmål bliver endnu mere konkrete og operationelle ud fra borgerens hverdag. 

Yderligere har det været lærerigt at skulle oversætte fx ”bedre trivsel” til, hvordan det kan måles på en måde, der giver mening i forhold til at kalde det en effekt, der udløser tilbagebetaling af investeringen fra DSI. Det tror jeg vi løbende vil blive klogere på, når flere tager springet og flere sociale investeringsprojekter derfor ser dagens lys. Eller når flere, ligesom vi, begynder systematisk at forsøge sig med målinger af progressionen i borgerens trivsel. Det er her, det for alvor batter noget i forhold til familierne.

Tillid, samarbejde og ”den tredje bundlinje”

Det andet læringspunkt, som har vist sig at være den nok vigtigste forudsætning for at gennemføre projektet, er det gode og tillidsfulde samarbejde med Vejle Kommune. Der har altid været et godt samarbejde, men vi tror på, at vi kun er lykkedes så godt indtil videre, fordi vi har forladt det traditionelle bestiller-leverandørsamarbejde og styrket vores tætte dialog på alle niveauer. Både før, under og efter alle indsatser er der masser af dialog, sparring og gensidig forventningsafstemning. Det gælder ikke mindst konkretisering og tilpasning af målene, så vi i fællesskab har de bedste forudsætninger for at nå de opstillede mål.

Samarbejdet er også blevet et fælles rum for organisatorisk læring, som vi i projektet ikke tøver med at kalde den tredje bundlinje – udover de to klassiske bundlinjer: den økonomiske og den sociale.

Samarbejdet er også blevet et fælles rum for organisatorisk læring, som vi i projektet ikke tøver med at kalde den tredje bundlinje – udover de to klassiske bundlinjer: den økonomiske og den sociale. Vi er ikke i tvivl om, at disse positive bivirkninger også er et resultat af, at Memox og Vejle kommune har grundlæggende tillid til hinanden, til businesscasen og projektet generelt – også før vi gik i gang. 

Alle skal fra starten være helt på det rene med, hvad det kræver at indgå i sociale investeringer med så tilpas store risici.

På den baggrund kan vi kun tilråde, at man er omhyggelig med valg af samarbejdspartnere til så omfattende et projekt. Alle skal fra starten være helt på det rene med, hvad det kræver at indgå i sociale investeringer med så tilpas store risici.

Kræver tid og ressourcer

Og når vi taler om risici, er det oplagt at spørge sig selv som leverandør, om der er andre ulemper ved at gå ind i et socialt investeringsprojekt. Det umiddelbare svar er ”nej”, hvis vi alene kigger på selve formålet med at gå ind i projektet. Det har været med til at skærpe sanserne hele vejen rundt om indsatserne, og vi er allerede i gang med at tilpasse vores arbejdsgange med erfaringer fra projektet. 

Man skal som potentiel leverandør eller kommune naturligvis være opmærksom på, at sådan et projekt kræver tid og ressourcer – også ud over det, der normalt lægges i indsatserne. For selvom vi langt henad vejen har baseret vores deltagelse i projektet på kendte ydelser og arbejdsprocesser, så koster det ekstra ressourcer – både i forberedelsesfasen og i implementeringen. Der skal afsættes nødvendig tid til projektadministration, møder og løbende tilpasning. Og der skal afsættes ressourcer til den nødvendige interne forankring og oplæring i organisationen, så projektet kan blive ordentligt integreret.

Men når alt det gøres op, er det endnu vigtigere at huske på, hvorfor man gør det. Og i vores tilfælde er det respekten for familierne og ønsket om at kunne give dem den stærkest mulige faglige indsats. Det vil vi altid have lyst til at investere i, og derfor ville vi heller ikke tøve med at gå ind i andre projekter som dette.