Hvorfor risiko er et nøgleord for investorer

At kende risikoen ved en investering er nærmest lærersætning nummer ét i investorhåndbogen. Spørgsmålet er, hvad man gør på et nyt marked, som sociale investeringer er i Danmark, hvor erfaringerne endnu er begrænsede.

Risiko er vigtig at kende

Risikoen er vigtig at kende, fordi den giver en idé om, hvor meget en investor potentielt kan vinde eller tabe, og dermed om en investering er i overensstemmelse med den måde, investoren kan og vil bruge sine penge på.

Kender man ikke risikoen, men fx kun forventet afkast ved en investering, kan det være svært at skelne gode investeringer fra dårlige, da to investeringer med samme forventet afkast kan have vidt forskellige risici. Investeringer med lav risiko vil typisk have et relativt sikkert, men lavt, afkast, hvorimod investeringer med en højere risiko typisk også vil have et højere potentielt afkast. Det skyldes, at investorer vil stille skærpede krav for at tage en større risiko mod til gengæld at blive kompenseret med et højere afkast, såfremt investeringen lykkes.

I et investeringsmarked findes der samtidig mange forskellige investorer med lige så mange forskellige ønsker til, hvilken risiko de er villig til at tage.

For at kunne tiltrække investorer er det derfor vigtigt, at man kan beskrive risikoen ved en investering.

I den finansielle verden er risiko defineret som sandsynligheden for, at afkastet fra en investering afviger fra det forventede afkast. Risiko inkluderer altså både sandsynligheden for, at en investering går bedre end forventet og dårligere end forventet. Som investor er man optaget af at kende risikoen, fordi det giver et billede af det mest sandsynlige udfaldsrum for ens investering.

Problemet med at beregne risiko for sociale investeringer

I et nyt investeringsmarked, som markedet for sociale investeringer er, er der ikke mange historiske udfald at trække på, og det er et problem, når vi skal beregne risiko, fordi risikoen ved en investering typisk udregnes på baggrund af historiske udfald.

På verdensplan er der lavet omkring 200 sociale effektinvesteringer, hvoraf knap 20 % er gennemført. Af de investeringer, som er gennemført, er langt de fleste foretaget i lande, hvis velfærdsmodeller er markant anderledes fra den danske. Investeringerne er desuden målrettet mange forskellige målgrupper og indsatser på tværs af de store velfærdsområder. Det er derfor svært at benytte de internationale, i forvejen begrænsede, historiske erfaringer til en traditionel udregning af risikoen ved sociale investeringer i Danmark.

Man kan næsten tænke, at alt håb er ude i forhold til at beregne en risiko, som kan sætte markedet i gang. Heldigvis kan vi trække på erfaringer fra andre alternative investeringer, for det er ikke første gang, at et nyt marked uden historiske udfald ser dagens lys.
Emil Overgaard Bruhn og Elisabeth Andreew

Sociale investeringer er samtidig en kompleks størrelse i sig selv, som er svær at beregne risiko på, da de involverer flere forskellige parter, der hver især bærer sin egen risiko. Først og fremmest generes afkastet i sociale investeringer på baggrund af adfærd hos mennesker, som er komplekse individer og derfor langt mere komplicerede at sætte på formel end prisen på en aktie eller obligation. En anden risiko inden for sociale investeringer er, at indsatsen eller indsatsleverandøren ikke leverer de forventede resultater, så de ønskede effekter udebliver. Til sidst skal vi også tage højde for juridisk risiko og modelrisiko, såsom ufuldkomne kontrakter og fejlvurderinger i modelberegninger. Alle sammen er væsentlige faktorer, som hver især bidrager med en risiko, der er svær at kvantificere.

Man kan næsten tænke, at alt håb er ude i forhold til at beregne en risiko, som kan sætte markedet i gang. Heldigvis kan vi trække på erfaringer fra andre alternative investeringer, for det er ikke første gang, at et nyt marked uden historiske udfald ser dagens lys.

Der er ingen tvivl om, at det er en svær opgave at beregne risiko for sociale investeringer. Der er dog nogle værktøjer, som kan hjælpe med at give et bud på den reelle risiko.

En mulighed er almindelige stresstest med en række scenarieberegninger, som for eksempel viser afkastet af investeringen, hvis succesmålene går et vist antal pct. bedre eller dårligere end forventet. Det giver investorerne et billede af investeringens potentielle udfaldsrum. Så længe man ikke kender sandsynligheden for, at investeringen går X-procent bedre eller dårligere end forventet, kender investoren dog stadig ikke den reelle risiko. Det er dog muligt at komme med kvalificerede bud på disse sandsynligheder ud fra tidligere erfaringer med de anvendte indsatser.

Det er kun dele af risikoen, der kan modelleres ved ovenstående metode. Risiko som er forbundet med kontrakten og leverandørens leveringsevne er sværere at kvantificere. Her er det bedste middel at være grundig i udformningen af kontrakten og udvælgelsen af leverandøren for at mindske denne risiko så meget som muligt. Des lavere risiko der er forbundet med de elementer, der ikke er selve effekten af indsatsen, des nemmere bliver det at komme med kvalificeret bud på den samlede risiko ved sociale investeringer.

Hvem vil være med fra begyndelsen?

De første investeringer på et nyt marked er foretaget af investorer med meget risikovillig kapital. De lever med ikke at kende den præcise risiko og har en tro på, at investeringen bliver en succes, eller kan bane vej for fremtidige succesfulde investeringer. I stedet for rene finansielle nøgletal, såsom risiko og historisk afkast, overbevises investorerne på baggrund af mere kvalitative og dybdegående analyser af investeringen, som for eksempel markedsanalyser, due diligence og forskning.

Men hvem er de første investorer, der tilfører den meget risikovillige kapital? Filantropiske fonde og særdeles risikovillige personer kan være nogle af investorerne. Hvis der er tale om et marked med gavnlige effekter for samfundet, kan staten også fungere som investor. Det kan blandt andet være i form af direkte investeringer, ved at tilbyde fordelagtige lån eller ved at stille underskudsgarantier til private investorer. Markedet for havvind i Danmark er et klassisk eksempel. Den første havvindmøllepark i verden blev bygget i Vindeby i 1991, men først nu begynder havvind at skulle konkurrere på markedsvilkår (https://kefm.dk/media/6646/energiaftale2018.pdf).

I mellemtiden har staten garanteret ejerne af havvindmølleparkerne en pris, der sikrer, at det kan betale sig at producere strøm fra havvind.

Efterhånden som et investeringsmarked udvikler sig, og der bliver gennemført flere og flere investeringer, bliver historisk data også tilgængelig. Dermed bliver det muligt at udregne risikoen ved investeringerne på mere traditionel vis. Samtidig vil risikoen ofte mindskes, eftersom der bliver opbygget viden og erfaringer, hvilket åbner markedet for flere, mindre risikovillige investorer.