Skrevet af Jannik Tharben Buchholz, Ledende partner, sociale effektinvesteringer, Den Sociale Kapitalfond
Over de seneste tre år – og særligt efter en gang sommerferielæsning – er det blevet helt tydeligt for mig: Vi skal først og fremmest anskue sociale effektinvesteringer som muligheden for at definere nogle månelandingsprojekter fremfor at bruge sociale investeringer som et effektiviseringsredskab i et presset velfærdssystem.
Sociale investeringer kan forhåbentlig bidrage til, at vi kan få løst nogle af de vilde problemer, som den danske velfærdsstat står over for, og som flere forskellige reformer ikke har formået at håndtere eller løse. Investeringerne kan fungere som “månelandingsprojekter” – et udtryk, jeg har lånt fra Sigge Winther Nielsens nye bog, “Entreprenørstaten”, som jeg har brugt en del af min sommerferie på at læse.
Sigge Winther Nielsen skriver, at mange af de store reformer ikke har medført de resultater, man forventede, og at problemerne nu er større og mere presserende end tidligere. Det sker samtidig med, at danskernes tillid til og tro på politikerne er historisk lav. Og min analyse er, at det fortsat i høj grad skyldes det problem, som også blev fremhævet i Sammenhængsreformen: ”…[at,] medarbejderne, der yder service til borgerne, ikke har den tilstrækkelige frihed til at udøve deres faglighed, hvor systemerne spænder ben for løsningerne, og hvor nogle borgere derfor ikke får så god en kvalitet i velfærden, som de bør have.”
Legepladser og månelandinger
Med sociale effektinvesteringer skal vi via “månelandingsprojekter” turde sigte højt og stort eller via ”legepladser” sikre, at de rette innovative aktører kan mødes og skabe de nødvendige indsatser, uden alt for mange forstyrrelser fra omverdenen eller de systemiske barrierer.
Sigge Winther Nielsen skriver i “Entreprenørstaten”, at der i centrum af det politiske system står politikere, journalister og embedsmænd, fanget i deres eget spin som magtesløse sjæle, der løber hurtigere og hurtigere – men alligevel må erkende, at for meget sander til i pseudopolitik. Han konkluderer bl.a.: ”Alt for sjældent løser reformerne nemlig de store problemer i vores samfund såsom klima, tech, ulighed og vækst. Eller bare de nære emner som folkeskole, jobformidling, integration, skatteindkrævning og socialpolitik.”
Heldigvis har Sigge Winther Nielsen også et muligt bud på, hvordan vi kan overkomme pseudopolitikken og de vilde problemer, som konkurrencestaten ikke har formået at løse: ”En vej ud af dette morads er opbygningen af en entreprenørstat. Det er en stat, som begejstrer ved at udvælge få månelandingsprojekter, som er så store og svære, at vi kun løser dem på tværs af offentlig, privat og civilsamfund. Entreprenørstaten åbner sig altså mod omverdenen og giver sig tid til at lege, udvikle, teste og skalere i et langt sejt træk for at bringe troen på politik tilbage.”
Jeg håber virkelig, at Sigge har ret i forhold til løsningen, da sociale effektinvesteringer passer perfekt ind i starten af en entreprenørstat. Sociale effektinvesteringer har fokus på løsninger, som går på tværs af sektorer, og hvor vi tør lege, udvikle, teste og skalere sammen – og meget gerne, så borgerne oplever, at få troen tilbage på politik.
Var IMPACT60 effektivisering eller et månelandingsprojekt?
Den første sociale effektinvestering blev afsluttet i december 2020. Jeg vil forsøge at reflektere over, hvilke erfaringer og elementer vi kan bruge til at sikre, at de kommende sociale effektinvesteringer har form af månelandingsprojekter eller legepladser.
De fleste detaljer om projektet kan læses i evalueringsrapporten, og hvis man er interesseret i nogle specifikke emner eller ikke kender til projektet, så kan man med fordel læse mere via linket nederst i boksen.
Erfaringer fra Impact60
Det er muligt at opnå en bedre og hurtigere effekt ved at minimere omveje i indsatser for ledige. Frafaldet i IMPACT60 blevet reduceret til mindre end en tredjedel, efter at en grundigere visitation blev indført. Dvs. at der med fordel kan bruges flere ressourcer på at matche kandidaten ind i det ”rigtige” tilbud. Dette medvirker til at sikre et større fremmøde, og at aktiviteten giver mere mening for kandidaten. Når kandidaten ikke matches til det rigtige tilbud, koster det – både på økonomien men også på selvværdet hos kandidaten.
Vejen til en permanent selvforsørgelse for udsatte, ledige kandidater er mere cirkulær end lineær. I IMPACT60 krævede det i gennemsnit 2,3 ansættelsesforhold, før en kandidat opnåede et mere permanent tilhørsforhold til arbejdsmarkedet. Dette betyder, at vejen til selvforsørgelse omfatter mange overgange, hvor der skal gives særlig opmærksomhed og støtte. Desuden betyder det, at hvor jobparate ledige kandidater kan klare sig med én jobrekruttering, skal udsatte ledige kandidater altså gennem ca. 2,3 jobrekrutteringer. Dette sætter højere krav til, at kontinuitet i indsatsen sikres gennem et længere tidsperspektiv og med en gennemgående nøgleperson.
Lovgivningen bliver hurtigt en årsagsforklaring på de mange systemkrav i indsatsen og systemkrav spærrer for det meningsgivende for borgeren. Gør alt for at lette på systemkravene fra dem, der skal udføre rekrutteringsindsatsen. Kerneopgaven skal være rekruttering og fastholdelse i job, men kerneopgaven kan hurtigt tippe over til sagsbehandling, hvis systemkravene følger med ud i udførerledet. Læringen fra projektet er desuden, at det er hensigtsmæssigt at fastholde dialogen mellem myndighedsrådgiver og udfører undervejs i kandidatens forløb, så alle har viden om, hvad der sker, og hvad næste skridt skal være.
Ser man på visionen og det politiske rationale for at gå ind i projektet, så havde IMPACT60 mest karakter af en blanding mellem et månelandingsprojekt og en legeplads. Rådmand for Familie- og Beskæftigelsesforvaltningen i Aalborg, Mai-Britt Iversen (S) beskrev det således:
“Her har vi mulighed for at tage udgangspunkt i det enkelte menneskes drøm om at bidrage. Det har vi svært ved i dag, fordi vi har årlige budgetter. Det gør vores indsats kortsigtet, vi hopper fra tue til tue. Med investeringen får vi mulighed for at sætte ind på den lange bane og tage meget mere udgangspunkt i borgernes behov.”
Udgangspunktet var altså både et uløst problem og ønsket om at løse dette, hvilket gav de nødvendige motorer til at få raketten til at lette. Omvendt var selve metoden til at løse problemet ikke så kompliceret som raketvidenskab, hvorfor man også kunne betragte projektet som den nødvendige legeplads, hvor leverandøren, Fokus Folkeoplysning, kunne få lov og plads til at gøre det rigtige for borgerne på det rette tidspunkt. Direktør i Fokus Folkeoplysning, Bjørn Salling, beskriver det således:
“Vi får frihed til at skrue tilbuddet sammen, så det passer til den enkelte kandidat. Vi sætter medarbejdernes faglighed fri, og det er motiverende, at vi bliver målt på kandidaternes succes, ikke på hvor mange forløb eller praktikker vi får skabt.”
Selvom fokus inden, under eller efter projektet ikke primært har været på det kommunaløkonomiske perspektiv, så er det alligevel bemærkelsesværdigt, at gevinsten kan opgøres til DKK 1,2 mio. årligt, når der tages højde for betalingen for de opnåede resultater – 1,2 millioner til fx flere varme hænder. Selvom projektet ikke er født som et effektiviseringsredskab, har de økonomiske resultater alligevel også været betydelige.
Foruden nogle væsentlige erfaringer med en grundig og præcis visiteringsproces, så er en af de vigtige erfaringer fra IMPACT60, at en stærk politisk vision (månelandingen) og opbakning samt organisatorisk ejerskab (en velfungerende legeplads) er nogle af de vigtigste parametre for at kunne lykkedes med sin sociale effektinvestering.
Kan resultaterne og erfaringerne fra en social effektinvestering skaleres og bringer den troen tilbage på politik?
Køber man Sigge Winther Nielsens præmis om, at vi har behov for en entreprenørstat, hvor der er fokus på at udvikle, teste og skalere for at bringe troen på politik tilbage, så er det naturligvis relevant også at måle IMPACT60’s succes på, hvorvidt erfaringerne kan skaleres og hvorvidt borgerne får en større tillid til systemet ved i højere grad at inddrage dem i løsningerne.
Det jeg er mest stolt og tilfreds med ved IMPACT60 er de mange fortællinger og eksempler fra borgerne, som vidner om, at projektet formentlig har bidraget positivt til det sidste. Jacob, der har deltaget i projektet, som inden har været på kontanthjælp i mere end 10 år beskriver det således:
“Da jeg kom her, startede de med at spørge, hvad jeg godt kunne lide at lave. Det har jeg aldrig prøvet før, at de tager højde for det enkelte menneske og laver en skræddersyet løsning. Og så gik de i gang med at kontakte virksomheder, og pludselig havde jeg tilbud om to jobs.”
Lignende fortællinger kan findes hos flere forskellige borgere og jeg hæfter mig særligt ved, at det er afgørende at borgerne kan se meningen med indsatsen. En borger udtrykker det bl.a. således:
”Jeg har været i lange tilsvarende tilbud, hvor jeg følte, at det var spild af tid at komme der, og der skete ingenting. Jeg følte ikke, jeg blev hørt eller noget som helst. Jeg følte ligesom, at jeg blev hørt nede i FOKUS, og jeg følte at dem, der var der, de var interesserede i at hjælpe mig.”
Jeg har en generel forventning om, at flere borgere vil føle sig hørt i de kommende sociale effektinvesteringer, da vi ved, at borgernes motivation og ejerskab over udviklingen er utrolig afgørende for opnåelsen af succes. Hvis flere føler sig hørt, så må det antages, at det vil have en positiv påvirkning på borgernes tillid til systemet.
Og hvad så nu? Projektet var oprindeligt aftalt til at skulle løbe til december 2022, men alle partnerne i projektet har vurderet, at det har været hensigtsmæssigt at stoppe projektet før tid, så erfaringerne hurtigere kunne implementeres i en ny indsats. Løsningen blev dermed, at Den Sociale Kapitalfond fik en rimelig betaling for de opnåede effekter og evt. fremtidige effekter samtidig med, at Aalborg Kommune og Fokus Folkeoplysning har videreført de virksomme elementer af IMPACT60 i et nyt samarbejde, som hedder ”Små job med mening”. Det nye projekt har en årlig volumen på 250 borgere og er derfor større end IMPACT60. Dermed er det altså lykkedes at skalere de virksomme elementer. Forhåbentlig kan vi i de kommende år også skalere indsatsen til andre steder i Danmark.
Rampen er på plads – behov for flere visionære offentlige aktører
Den Sociale Kapitalfond lancerede kort før sommerferien den første kommercielle fond for sociale effektinvesteringer i Danmark. Investorerne i fonden er Vækstfonden, PKA, Arbejdernes Landsbank samt SI Safe. Fonden har i første omgang rejst mere end 80 millioner kroner, som nu skal investeres i en række månelandingsprojekter. Vores ambition er både at plante nogle flag på månen og samtidig også vise, at der kan være nogle betydelige økonomiske rationaler i at samarbejde på en ny måde på tværs af sektorerne.
Med fonden i ryggen er rampen bygget – og derfor håber vi, at en række visionære offentlige aktører vil være med til at sigte højt og stort, så vi forhåbentlig kan vise, at Danmark er i stand til at opbygge en modig og bæredygtig entreprenørstat, som tør og kan lægge arm med de vilde problemer.
Kunne det ikke være spændende at angribe den store ensomhedsproblematik eller ændre på, at alt for mange danske børn oplever vold eller misbrug i hjemmet? Hvilke andre flag bør vi tage med på rejsen?
Jannik Tharben Buchholz
Jannik er ledende partner for Sociale effektinvesteringer i Den Sociale Kapitalfond. Telefon: 31 31 92 60
Email: jth@socialkapitalfond.dk