Værktøjskasse:
Identifikation af velfærdsudfordring
Dyk ned i værktøjskassen
Identifikation af velfærdsudfordring
Sociale effektinvesteringer kan bruges på tværs af velfærdsområder, og altid over for udfordringer, der har et investeringspotentiale. At der er et investeringspotentiale betyder, at en effektiv indsats vil kunne skabe sociale forandringer for borgerne samtidig med økonomiske gevinster for de myndigheder, der er berørt af indsatsen. Udfordringer, der er særlig egnede til sociale effektinvesteringer, er typisk afgrænsede, velbeskrevne og i nogle tilfælde også udfordrede af strukturelle barrierer.
Find eksempler på sociale effektinvesteringer i Danmark her.
Hvornår er det godt at bruge en social effektinvestering?
En udfordring, hvor det er velegnet at bruge en social effektinvestering som løsning, er kendetegnet ved:
- Et investeringspotentiale: En social effektinvestering skal kun bruges over for en udfordring, der indeholder et investeringspotentiale. Det vil sige en udfordring, hvor det er sandsynliggjort, at en effektiv indsats vil skabe sociale forandringer for borgerne og økonomiske gevinster for de berørte myndigheder.
- Afgrænset: Udfordringen må ikke være for bred, som for eksempel ”udsatte børn og unge”, men skal være afgrænsede til for eksempel ”højt skolefravær’” eller ”mistrivsel blandt børn og unge”.
- Velbeskrevet: Udfordringens karakter og omfang skal være beskrevet så præcist som muligt. Det gælder både de sociale konsekvenser for borgerne og de budgetøkonomiske omkostninger for berørte myndigheder. Man skal også beskrive, hvorfor udfordringen ikke er løst i dag, og hvilke indsatser man eventuelt tidligere har forsøgt at løse udfordringen med.
- Strukturelle barrierer: En social effektinvestering er særligt velegnet til at løse en velfærdsudfordring, som ikke bliver løst i dag på grund af strukturelle barrierer. Det kan for eksempel være udfordringer med at samarbejde på tværs af forvaltninger eller myndigheder, manglende finansiering til forebyggende indsatser, uhensigtsmæssige incitamenter eller manglende viden om afledte sociale- og økonomiske effekter. Derfor skal man kortlægge, om der er bestemte strukturelle barrierer, der står i vejen for en løsning. Det kan hjælpe til at vurdere, om en social effektinvestering er en velegnet løsning, og hvad der er formålet med investeringen.
Tre eksempler på velegnede udfordringer
Knap 43.000 unge i alderen 15-25 år er hverken i gang med eller har færdiggjort en ungdomsuddannelse og er samtidig uden job. Blandt de 25-årige er cirka 20 procent uden en ungdomsuddannelse. Internationale erfaringer viser, at sociale effektinvesteringer kan bidrage til at få flere unge i uddannelse og arbejde – enten ved at igangsætte og teste nye tilgange eller ved at synliggøre gevinsterne ved at sætte tidligere ind over for børn og unge i risiko for at stå uden en ungdomsuddannelse.
En stigende andel børn og unge mistrives og diagnosticeres med psykiske sygdomme og udviklingsforstyrrelser. Børnene falder ofte mellem to stole, da de hverken hører til i børne- og regionspsykiatrien eller kan få den nødvendige hjælp i kommunen. På kort sigt kan mistrivsel medføre få udgifter til det offentlige (på trods af sociale omkostninger for den enkelte), men på længere sigt kan det blive dyrt, hvis udfordringen udvikler sig til mere alvorlige psykiske vanskeligheder. Analyser viser, at tidlig opsporing af mistrivsel og hjælp er afgørende for, at børnene ikke bliver bremset i deres udvikling og risikerer at udvikle endnu mere alvorlige psykiske vanskeligheder eller sygdom. Sociale investeringer kan bidrage med risikovillig kapital, der gør det muligt for kommuner at prioritere og afprøve specialiserede og forebyggende indsatser og samtidig få viden om de sociale og økonomiske gevinster af en mere effektiv indsats.
Tidligere indsatte risikerer at blive tabt mellem resocialiseringsindsatser i Kriminalforsorgen og de kommuner, de løslades til. Internationale erfaringer viser, at sociale investeringer er velegnede til at forebygge recidiv (tilbagefald) og støtte tidligere indsattes integration i lokalsamfund og arbejde, bl.a. via garanteret beskæftigelse og netværksindsatser. Inspireret af disse erfaringer kan sociale investeringer være med til at imødekomme de mange faktorer, der kan lede til recidiv, fx ved at styrke samarbejdet med kommuner eller arbejdet med den løsladtes omgangskreds og netværk.