Løsninger på de vilde problemer skal findes i brede, forpligtende partnerskaber

Hvis vi for alvor skal lægge arm med de svære og ”vilde” problemer, som vi står overfor som velfærdssamfund i dag, så bliver vi nødt til at gentænke den måde, vi løser og arbejder med problemerne på. Der findes ikke et quick fix eller én indsats, der kan løse de problemer, som Reformkommissionen har fået til opgave at komme med løsninger på.

Af: Camilla Bjerre Damgaard, fondschef, Den Sociale Investeringsfond, Mickael Bech, forsknings- og analysechef, professor, VIVE og bestyrelsesmedlem i Den Sociale Investeringsfond, Peter Bentsen, centerchef, adjungeret professor, Center for Klinisk Forskning og Forebyggelse, Jannik Tharben Buchholz, Partner i Den Sociale Kapitalfond Effekt , Anders Folmer Buhelt, akademichef, Akademiet for Social Innovation, Karsten Storgaard Bjerre, chefkonsulent, Komponent, Mikkel Munksgaard Andersen, ph.d.-studerende, Copenhagen Business School, Department of Management, Society and Communication

Lidt skarpt sat op kan man sige, at 80 procent af de udfordringer vi gerne vil lykkes med at løse i vores velfærdssamfund, er blevet løst med de seneste mange års reformer. Vi har skruet på velkendte håndtag, som strukturelt tilskynder eller muliggør, at størstedelen ændrer adfærd i en retning, vi ønsker, så de kan få et godt, selvforsørgende og nogenlunde lykkeligt liv, som Danmark er så kendt for i verden. Men for de resterende 20 procent er udfordringerne omfattende. Det handler bl.a. om børn, der går ud af skolen uden at kunne læse, som igen betyder, at de ikke får en uddannelse, hvilket kan gøre dem til ufaglærte og måske endda stiller dem uden for arbejdsmarkedet. Eller indvandrerkvinderne der aldrig kom ind på arbejdsmarkedet, de hjemløse, som vi ikke kan hjælpe væk fra gaden med vores kendte redskaber. Hvad gør vi for at løse disse problemer?

Problemerne er for vilde og går på tværs af nuværende indsatser

Erkendelsen er der; en del af udfordringen ligger i samspillet mellem problemerne. De mennesker det drejer sig om, har flere problemer. De er måske vokset op i en udsat familie, har måske uopdaget ordblindhed, som kan resultere i, at de ikke består afgangseksamen fra grundskolen og i et svigtende selvværd med dårlig mental trivsel til følge. Måske har de arbejdsskader, der har sat dem uden for arbejdsmarkedet så længe, at en ny vej tilbage virker helt uoverskuelig. Måske er de aldrig kommet ind på arbejdsmarkedet og skal helt grundlæggende lære, hvad det vil sige at være en del af en arbejdsplads, inden de kan få ordinær beskæftigelse.

Erkendelsen er der; en del af udfordringen ligger i samspillet mellem problemerne. De mennesker det drejer sig om, har flere problemer. De er måske vokset op i en udsat familie, har måske uopdaget ordblindhed, som kan resultere i, at de ikke består afgangseksamen fra grundskolen og i et svigtende selvværd med dårlig mental trivsel til følge.
Skribenter

Eksemplerne viser forhåbentligt, at det ikke er tilstrækkeligt at skrue på et enkelt håndtag i den ene ende, som bliver til en løsning i den anden ende. Samtidig er systemerne, som skal hjælpe med at løse problemerne, skabt i en tid, hvor udfordringerne så anderledes ud. Der er behov for helhedsløsninger, som går på tværs af eksisterende indsatser og bryder med velfærdsstatens ”silo”-organisering vertikalt og horisontalt.

Hvis I er en af de mange, som har læst Sigge Winther Nielsens bog ”Entreprenørstaten”, så lyder diagnosen nok bekendt. Den gode nyhed er, at de løsninger som Winther Nielsen efterlyser, allerede spirer i landets kommuner og regioner i partnerskaber mellem fonde, civilsamfund, kommuner og ikke mindst staten, fx i form af Den Sociale Investeringsfond. Senest er også den private sociale investeringsfond, Den Sociale Kapitalfond Effekt, begyndt at investere i disse partnerskaber.

Vi skal eksperimentere med arbejdsformer

I en social investering går en myndighed, en velfærdsleverandør og en investor sammen om at gennemføre en indsats, der både kan skabe sociale forandringer for den enkelte og på sigt kan skabe gevinster på et offentligt budget. En af styrkerne er bl.a. det samarbejde, som modellen forudsætter for at komme i mål med en aftale. For at iværksætte en investering skal parterne blive enige om, hvilke målbare ændringer programmet skal skabe for borgeren. Med sociale investeringer arbejder man altså med visioner og konkrete målsætninger for en afgrænset gruppe mennesker. Visioner der bliver konkretiseret gennem kontrakten, fordi betalingsmålene for en investering er knyttet op på effekt og udvikling hos den enkelte borger i indsatsen. Betalingen og gevinsten kommer først, når det lykkes at rykke målgruppen hen mod det aftalte mål.

Til efteråret skal Reformkommissionen aflevere sin rapport om voksne på kanten og systemets møde med borgeren, som bl.a. handler om de mange langtidsledige. Mennesker der har søgt arbejde, været tilknyttet jobcenteret i en årrække, og som alligevel ikke har fundet et arbejde. Mennesker der uanset reformer af ydelser og ændret lovgivning om støtte og aktiv arbejdsmarkedspolitik gennem de senere år, stadig er ledige. Er det menneskerne, der er noget galt med? Findes den perfekte indsats derude, som vi bare ikke har opdaget endnu? Eller er det noget helt tredje, der spænder ben for at få de mennesker ud af ledighed? Afsenderne af dette indlæg peger på det sidste.

I dag bliver der arbejdet indsatsbaseret. Det kan fx være, at Khadija på papiret skal have to ugers sprogkursus for at blive jobparat. Myndigheden betaler en leverandør for de to ugers sprogkursus, men hvad hvis det ikke får Khadija i arbejde? Så har myndigheden brugt sine penge uden resultat, og måske var det slet ikke den hjælp, som Khadija havde brug for. Her er der brug for en større frihed hos myndigheder og leverandører for at kunne give Khadija den hjælp, der får hende ud på arbejdsmarkedet. Fokus bør altså være på effekten af indsatsen mere end på selve indsatsen. Mennesker har forskellig baggrund, erfaring og deraf adfærd, derfor er det også forskelligt, hvilke indsatser der hjælper. Det lyder måske lidt for godtroende eller som en gentagelse af diverse udviklingskurser, hvor Khadija og andre i samme situation skal i gennem mere eller mindre meningsløse samarbejdsøvelser, men det er ikke tilfældet. Det har de vist i Finland.

Til efteråret skal Reformkommissionen aflevere sin rapport om voksne på kanten og systemets møde med borgeren, som bl.a. handler om de mange langtidsledige. Mennesker der har søgt arbejde, været tilknyttet jobcenteret i en årrække, og som alligevel ikke har fundet et arbejde. Mennesker der uanset reformer af ydelser og ændret lovgivning om støtte og aktiv arbejdsmarkedspolitik gennem de senere år, stadig er ledige. Er det menneskerne, der er noget galt med?
Skribenter

Bredt partnerskab i Finland har stor succes

En kombination af mangel på arbejdskraft og store udgifter til overførselsindkomster var afsættet for det finske Beskæftigelsesministerium, da det valgte at gå anderledes til værks i forhold til hjælpen til ledige indvandrere. Ministeriet valgte at bygge indsatsen op som en social investering med en fast resultatbetaling. Målet var at få mellem 2.000 og 2.500 indvandrere i arbejde i løbet af tre år.

I stedet for selv at forvalte indsatsen og investeringen udbød det finske Beskæftigelsesministerium opgaven. Fondsforvalteren Epiqus vandt udbuddet og rejste 14,2 millioner euro blandt investorer, herunder The European Investment Fund og Epiqus’ egne investorer. Desuden har Epiqus også stået for rekrutteringen af de serviceleverandører, der har leveret indsatsen til målgruppen. Programmet arbejder også med sprogindsatser, men tilgangen hos leverandørerne var anderledes: Hvis en deltager i programmet skulle ud og arbejde i et køkken, var målet med sprogundervisningen ikke, at de skulle kunne flydende finsk, men at de skulle kunne tale finsk på et niveau, der er passende til at arbejde i et køkken – og lignende hvis målet var at arbejde på et lager. På denne måde blev deltagerne ikke uddannet i sproget med et mål om specifikke sprogkompetencer men med et mål om at kunne varetage et arbejde. Leverandørerne blev kun målt på, at borgerne i sidste ende lykkedes med at komme i beskæftigelse. De blev altså ikke belønnet for gennemførte aktiviteter, fx ”to ugers sprogkursus”, men på de resultater de skabte med målgruppen. Og det var gode resultater: 50 procent af indvandrerne i indsatsen kom i fuldtidsarbejde – i kontrolgruppen var det 30 procent.

Vi kan gøre det samme i Danmark

Afsenderne af dette indlæg har alle indsigt i de vilde problemer, men arbejder med dem fra forskellige positioner. Alligevel er vi forholdsvis enige om både diagnose og kur; vilde problemer adresseres og løses bedst gennem ambitiøse fælles mål. Derfor skal vi samarbejde på nye måder, fx ved at arbejde udfordrings- og problemorienteret – også kendt som missionsorienteret – hvor idéen er at sætte et klart og prioriteret mål, som kan samle aktører på tværs af stat, regioner, kommuner, virksomheder, fonde, vidensinstitutioner og civilsamfund på tværs af sektorer, brancher og aktører.

Måske skal grebet løsnes på lovgivning men strammes på effekt? Det kræver et godt metodisk og datamæssigt grundlag at styre på, og det gør vel heller ikke noget at blive mere bevidst om, hvad der virker, og hvad der står i vejen for effekt. En sådan tilgang vil også synliggøre strukturelle barrierer, som man kan ændre på i Folketinget.
Skribenter

Finland har vist, at det kan lade sig gøre i en velfærdsstat, samtidig med at private investorer kan være med til at tage et medansvar for nytænkning og social innovation. Reformkommissionen kan tage et vigtigt skridt ved at se på nye arbejdsmetoder og samarbejdsformer, der kan fremme hjælpen til mennesker med komplekse ”vilde” problemer, som ikke lader sig løse af en enkelt indsats, et enkelt skru på håndtaget eller et enkelt incitament i den nuværende organisering af den offentlige sektor.

Måske skal grebet løsnes på lovgivning men strammes på effekt? Det kræver et godt metodisk og datamæssigt grundlag at styre på, og det gør vel heller ikke noget at blive mere bevidst om, hvad der virker, og hvad der står i vejen for effekt. En sådan tilgang vil også synliggøre strukturelle barrierer, som man kan ændre på i Folketinget.

Folketinget kan tage de nødvendige skridt til at muliggøre arbejdsmetoder og samarbejdsformer, hvor myndigheder, civilsamfund og private kan give de langsigtede indsatser og den hjælp, som er nødvendig for at få de sidste 20 procent med i velfærdssamfundet og komme de vilde problemer til livs.