Hop til hovedindhold

Investering i anbragte og udsatte børns skolegang

Med en social investering vil Aarhus Kommune, Lær for Livet, Den Sociale Investeringsfond, Lauritzen Fonden og Rådet for Sociale Investeringer i Aarhus give flere udsatte og anbragte børn mulighed for at bestå folkeskolens afgangsprøve.

Nyhed

Af Redaktionen Publiceret 03.02.2022

Målet med investeringen i Aarhus er at øge udsatte og anbragte børns chancer for at gennemføre folkeskolen og tage en ungdomsuddannelse, så de kan blive en del af arbejdsmarkedet og få et bedre liv.

I løbet af den seksårige projektperiode, vil Lær for Livet arrangere såkaldte Learning Camps for børnene. Alle børn i programmet er mellem 9 og 13 år og vil blive matchet med en frivillig mentor, som mødes med dem tre til fire gange om måneden til enten faglige eller sociale aktiviteter. Ved at styrke børnenes faglige og sociale trivsel, bliver de hjulpet gennem folkeskolen og videre til en ungdomsuddannelse.

 

Udsatte og anbragte børn kan have svært ved at gennemføre folkeskolen og for få kommer videre på en ungdomsuddannelse. Det giver dem dårlige kort på hånden resten af livet. Jeg er glad for, at vi med investeringen styrker børnenes faglige og sociale trivsel, og gør dem i stand til at gennemføre folkeskolens afgangsprøve.

Thomas Medom

Rådmand for Børn og Unge i Aarhus Kommune.

Den Sociale Investeringsfond og Rådet for Sociale Investeringer i Aarhus investerer til sammen 18,8 millioner kroner, Lauritzen Fonden stiller en underskudsgaranti på fire millioner kroner. 

Læs mere om investeringen her.