Det kan vi lære fra arbejdet med DSI’s første sociale investeringer

Skrevet af Mette Lindgaard, partner PwC og Claus Nicolaisen, senior manager PwC

I PwC evaluerer vi DSI’s første investeringer og tre nyligt igangsatte kommunepartnerskaber, hvor målet er at udvikle sociale investeringer. Første skridt i evalueringen er en vurdering af, hvor parate de enkelte projekter er, og hvordan de forskellige parter har oplevet arbejdet med at udvikle en social investering. Det har kastet en masse gode drøftelser af sig og en række vigtige læringspunkter, som vi har samlet her.

Hvad er det, sociale investeringer kan sammenlignet med øvrige projekter, og hvordan adskiller de sig? Hvordan lykkes vi med at udvikle succesfulde investeringer, og hvad kræver det af en kommune eller en velfærdsleverandør at arbejde med sociale investeringer? Det er nogle af de spørgsmål, vores første evalueringsnedslag giver svar på, og som vi gerne vil dele med jer.

Med evalueringen samler vi op på vigtige læringspunkter om styrker og faldgruber i både udviklingsarbejdet og implementeringen af de første sociale investeringer. Målet er, at vi sammen bliver klogere på, hvordan vi bedst lykkes med at udvikle og udbrede sociale investeringer.

Design og indhold i en social investering adskiller sig fra andre projekter

De sociale investeringer adskiller sig fra andre projekter på velfærdsområdet, fordi investeringselementet og betalingsmodellen forudsætter en præcis målgruppeafgrænsning og definition af indsatsens indhold. Det stiller krav til konkretiseringen af investeringsprogrammet.

Målgruppen for indsatsen skal fx være afgrænset gennem velbeskrevne inklusions- og eksklusionskriterier (se boks). Kriterierne skal være tydelige for alle parter i investeringen. Dette er både vigtigt for at sikre den rette henvisning til indsatsen og for at kunne fastlægge succesrater for tilbagebetaling..

En anden erfaring er, at en velafprøvet og veldokumenteret indsats udgør et solidt fagligt afsæt for udvikling af investeringen. Det skyldes, at viden om indsatsens indhold, omfang og resultater kan bruges til at opstille resultatmål og fastlægge succesrater.

Et eksempel herpå er investeringen målrettet unge fra familier med misbrug, hvor indsatsen leveres af TUBA: Her har viden fra TUBAs øvrige forløb dannet grundlag for investeringen ved at pege på relevante resultatmål og stille data til rådighed, om hvor meget indsatsen historisk er lykkedes med at rykke målgruppen.

Eksempel på inklusions- og eksklusionskriterier i investering i unge fra familier med misbrug

Betalingsmodellen udgør et centralt element i en social investering, derfor er der brugt en del kræfter på fx definition af betalingsmål og succesrater i de fire investeringer.  Kommunernes betalingsforpligtelse udløses, hvis der opnås den forventede sociale forandring – med andre ord hvis målgruppen opnår de fastsatte mål. Opgørelsen af betalingsforpligtelsen sker fx gennem anvendelse af registerdata til at belyse bl.a. beskæftigelsesgrad eller uddannelsesstatus, men der anvendes også flere validerede måleredskaber, fx FIT til at sikre brugerinddragelsen, WHO-5 og CORE 34 til at måle progression i trivsel. Derudover anvendes der mere kvalitative måleredskaber, som fx bruges i sagsbehandlingen. En af fordelene herved er, at de kvalitative metoder kan bidrage til at forankre investeringerne i praksis. Der skal stadig udvikles på, hvordan kvalitative vurderinger kan bruges til indfrielse af betalingsforpligtelser.

Dialog og samarbejde er vigtigt – særligt i starten, hvor meget er nyt

Sociale investeringsprogrammer adskiller sig på nogle områder i forhold til traditionelle udviklingsprojekter. Derfor har de første sociale investeringer krævet et særligt engagement fra parterne i forhold til udvikling af betalingsmodel og metoder for indfrielse af resultatmål. Kommuner og leverandører peger på, at det vil være en fordel indledningsvis at have et overblik over behovet for ressourcer og forskellige kompetencer i de forskellige faser i udviklingsprocessen. Den rette involvering af økonomi- og socialfaglige kompetencer er fx vigtig for kvalificering af programmets indhold, mens tilstrækkelige projektledelseskompetencer og smidige beslutningsprocesser bidrager til en god og effektiv udviklingsproces.

De første erfaringer med sociale investeringer viser, at tilgangen i højere grad end traditionelle udviklingsprojekter, kan bidrage til at skabe et styrket fokus på sammenhængen mellem resultater og omkostninger.

Mette Lindgaard, partner PwC og Claus Nicolaisen, senior manager PwC

Typisk vil der være behov for at kommunikere om investeringen løbende til medarbejdere i driften, for at fastholde fokus og forankre indsatsen og investeringstanken. På samme vis er kommunikationen afgørende, når investeringen involverer aktører på tværs af sektorer eller forvaltninger. Flere af investeringerne omfatter indsatser, der leveres af eksterne aktører – typisk en NGO. Her har det vist sig meget vigtigt, at aktørerne indledende skaber forståelse for hinandens kontekst, opgaver, kulturer og arbejdsgange. Manglende rolleklarhed og gensidig forståelse på tværs af aktørerne kan føre til misforståelser og forlænge udviklingsprocessen.

Der er ofte en grad af usikkerhed forbundet med iværksættelsen af sociale investeringer. Det er derfor vigtigt at indbygge muligheder for, at der kan foretages justeringer, når man har gjort sig de første erfaringer. Eksempelvis når målgruppens karakteristika, baseline for resultatopgørelsen, indsatsens varighed eller lign. kendes med større sikkerhed.

Sociale investeringer styrker investeringsperspektivet og samarbejdet på tværs

De første erfaringer med sociale investeringer viser, at tilgangen i højere grad end traditionelle udviklingsprojekter, kan bidrage til at skabe et styrket fokus på sammenhængen mellem resultater og omkostninger. Hermed kan tilgangen udbrede forståelsen for investeringsperspektivet på det sociale område. Det har således stor betydning for forankringen i driften, at de sociale investeringer arbejder med en dobbelt bundlinje. At der ikke blot fokuseres på besparelser men også på det faglige indhold og de resultater, der skabes for borgerne.

Generelt oplever de involverede aktører det positivt, at de sociale investeringer sætter øget fokus på resultater. En af årsagerne hertil er, at opfølgningen bidrager med viden om indsatsens effekt og de afledte økonomiske konsekvenser ved sociale investeringer. Denne viden kan synliggøre, at det kan betale sig at investere i umiddelbart dyre forebyggende tiltag, og det kan være med til at bane vejen for udbredelse og etablering af yderligere sociale investeringer.

Flere af de sociale investeringer og kommunale udviklingspartnerskaber omhandler desuden indsatser, der går på tværs af forvaltningsgrænser. Det skaber samarbejde på tværs, som ikke altid eksistererede før. Samarbejdet på tværs af forvaltninger stiller dog ofte særlige krav til involvering og forankring i udviklingen af indsatsen samt klare aftaler ift. budgetter og tilbagebetaling. Der vil derfor typisk være behov for systematiske og eventuelt formaliserede samarbejder for at sikre en effektiv implementering af sociale investeringer på tværs af forvaltninger.

Udvikling af businesascases og betalingsmodeller er forbundet med usikkerhed

Businesscases for sociale investeringer er baseret på en forventning om, at modtagere af indsatsen efterfølgende har et reduceret behov for offentlige ydelser. Beregningen af de potentielle besparelser vil dog altid være behæftet med en vis usikkerhed, bl.a. fordi mange andre faktorer kan påvirke behovet for støtte.

Flere af investeringerne har fokus på forebyggelse af sociale problemer, og det kan i praksis betyde, at kommunerne iværksætter indsatser for målgrupper, der ikke ellers vil modtage støtte fra kommunen, fordi forebyggende indsatser ofte er noget kommuner kan tilbyde, men ikke skal. Det kan være en god businesscase for kommunen, men hvis de forventede gevinster ikke realiseres, er der en risiko for, at indsatsen fører til en udvidelse af serviceniveauet.

Herudover skal der tages højde for, at nogle gevinster vil tilfalde andre forvaltningsområder og sektorer, end dem der har iværksat investeringen.

Gode råd til udbredelse

Gevinsterne ved investeringerne vedrører ofte andre sektorer – det gælder særligt de refusionsdækkede områder som fx beskæftigelsesindsatser. Det kan besværliggøre udbredelsen af de sociale investeringer, når gevinsterne af kommunernes investeringer, fx på grund af refusioner, i en vis grad tilfalder staten. Her peger kommunerne på oprettelse af tværsektorielle resultatbetalingsfonde som en mulig løsning. En tværsektoriel resultatbetalingsfond vil gøre det muligt at finansiere investeringer på tværs af sektorer, fordi staten, regioner og kommuner i fællesskab kan betale for de gevinster, en investering skaber hos dem hver især.

For en del af de sociale investeringer indgår der et begrænset antal cases i indsatsen. Det kan få stor betydning for mulighederne for at opgøre resultater, ligesom mindre udsving i målgrupperne kan få stor betydning for opfølgningen og opgørelsen af betalingsforpligtelsen. Kommunerne peger på, at tværkommunale investeringer kan være en løsning for at sikre et tilstrækkeligt antal cases – dette vil dog betyde en øget kompleksitet i opgørelsen af betalingsforpligtelse, fx hvis der ses forskellige resultater på tværs af kommunerne.

Flere af de første investeringer karakteriseret ved at være velbeskrevne indsatser, der afprøves som investeringer i en konkret kommunal kontekst. Endelig peger kommunerne på, at det fremadrettet også vil være centralt at tage udgangspunkt i velfærdsudfordringer, hvor kommunerne har særligt vanskeligt ved at finde løsninger.