Det har været en succes rent livskvalitetsmæssigt for mange af de unge

Roskilde Kommune er udfordret af, at flere unge står på kanten af hjemløshed. Ofte er det kendetegnet for de unge, at de udover at være i en usund boligsituation kæmper med andre bagvedliggende, psykiske eller fysiske udfordringer, såsom stofafhængighed, manglende nære relationer eller noget tredje. Med den sociale investering ”Et hjem fører til uddannelse” vil Roskilde Kommune hjælpe de unge med at få skabt en stabil livssituation gennem Housing First-indsatser. Vi har talt med to ungekonsulenter fra investeringen.

Gennem en tidlig og helhedsorienteret indsats skal investeringen få de unge med en usund boligsituation tilbage på sporet, så de i fremtiden forhåbentligt kan stå på egne ben og ikke får brug for social- og beskæftigelsesrettet støtte senere hen i deres liv.

Foreløbigt går det den rigtige vej, fortæller de to ungekonsulenter tilknyttet UngeGuiden i Roskilde Kommune, Mia Brandt Hansen og Piether Leon Thomsen:

De unge har rykket sig på livskvalitetsbarometeret hvilket gør, at de tror mere på sig selv i forhold til at prøve noget af, og for eksempel se ind i en praktikplads eller turde drømme om en uddannelse. De tør drømme om de her ting nu, så indsatsen har bestemt været en succes indtil videre.

Mia Brandt Hansen
Ungekonsulent, UngeGuiden – Roskilde kommunale ungeenhed

Critical Time Intervention – et bedre møde med de unge

En af de centrale årsager til successen er, at indsatsen er baseret på evidensbaserede metoder, hvor ungekonsulenterne arbejder forebyggende og møder de unge ude i deres egne miljøer. Blandt andet er indsatsen inspireret af metoden ”Critical Time Intervention” (CTI):

”CTI er en metode, der er opdelt i faser, hvor vi i en overgang i starten er meget i hjemmet hos de unge (red.) og har meget tæt kontakt med dem hele tiden, hvorefter vi udfaser det mere og mere. Når en borger får en lejlighed, er vi massivt til stede og er inde over det hele. Det kan være alt fra kontakt til offentlige instanser, budgetplanlægning og at køre i IKEA for at handle møbler sammen med dem”, forklarer Mia.

CTI har ifølge Mia samtidig gjort det muligt at arbejde forebyggende, hvilket har været nøglen til at skabe en tryg tilværelse og begyndelse for de unge i deres nye hjem:

”De har fået støtten fra os, så vi undgår, at det bliver kaotisk for dem (når de flytter ind i den nye lejlighed red.). Vi har været på hele tiden og sørget for at være der, inden kaosset opstod”.

Piether tilføjer:

”Nogle gange i andre roller vi har her i UngeGuiden, der kan man godt se, at det kan være meget kaotiske hjem, vi kommer i. Det har vi ikke set endnu i den her indsats”.

Den evidensbaserede CTI-tilgang har altså skabt rammerne for, at de unge i projektet udvikler sig positivt i forhold til livsmestring og trivsel, og Mia mener, at det har været en vigtig del i arbejdet for at gøre en forskel for de unge:

“Det, der virker i den her indsats, er, at vi har muligheden for at være ude i hjemmet sammen med dem. Det ville vi ikke have på samme måde, som hvis vi kørte et rent ungekonsulentsarbejde, hvor vi normalvis ikke arbejder med hjemmevejledning, som ligger inden for socialområdet. Det har gjort rigtig meget, at vi møder dem uden for de rammer, vi sidder i lige nu (interviewet foregår i Ungeguidens lokaler red.)”.

Mia oplever, at det til tider kan være en udfordring at få de unge til at engagere sig i sociale indsatser, der er præget af en mere ”kommunal tankegang”, men det har ikke været tilfældet i den her indsats:

“Jeg synes, det er vigtigt at pointere, at de unge har sagt, at den her indsats ikke føles så kommunal. Det kunne godt være nogle gange i de andre indsatser (red.), at de unge har haft en forforståelse tit og ofte med: åh nej, nu skal jeg bare i et eller andet nyt kommunalt forløb, og det gider jeg ikke”.

Mia uddyber konsekvenserne ved den måde at tænke en indsats på, og hvorfor ”Et hjem fører til uddannelse” modsat engagerer de unge:

”Mange unge har før oplevet at være i indsatser, der ikke har været lige så meningsgivende for dem, blandt andet på grund af at der har været et krav om deltagelse. De indsatser har et program og en dagsorden, hvor det ikke er de unge, der bestemmer indholdet af forløbet. I den her indsats har vi trukket de unge væk rent fysisk fra kommunen og holder til i lokaler ude i civilsamfundet, hvor vi har forsøgt at skabe et mere hjemligt miljø for de unge. Det er udgangspunktet, at det er de unge, der sætter dagsordenen for dialogen og bestemmer indholdet fra gang til gang”.

Fællesskabet og inddragelse af de unge har været afgørende

Mia og Piether fremhæver to ting ved Housing First-indsatsen, som har været udslagsgivende for, at de unge har kunnet skabe en mere stabil tilværelse i livet. Først og fremmest peger de på gruppe-og netværkstanken, hvor ungekonsulenterne eksempelvis har givet de unge i gruppen mulighed for at gå ned og træne sammen. På trods af at det har været et tilbud til de unge og derfor ikke obligatorisk, har mange af dem alligevel valgt at benytte sig af tilbuddet. Det har gjort en væsentlig forskel og skabt en samhørighed mellem de unge, mener Piether:

”De har også selv oprettet en Facebook-gruppe, hvor de kommunikerer dagligt. Så jeg tror, at det er noget af det, der har rykket, det er det her med, at tankegangen har været anderledes end det, de har været mødt med før. De møder nogle andre måder at anskue tingene på, og så har de mødt et fællesskab”.

Samtidig mener Piether, at fællesskabet har været med til at motivere de unge til at stræbe efter en mere tryg og stabil tilværelse:

”De spejler sig rigtig meget i hinanden i forhold til de processer, de er i. Når der er styr på det hos de andre, så vil man gerne selv være den, der har styr på sine ting. Det kan jeg helt klart mærke”.

I den indledende fase af indsatsen er det ungekonsulenternes opgave at skabe kontakt med de unge, før deres individuelle forløb planlægges. Her synes Piether, at erfaringerne indtil videre har været gode:

I starten af forløbet var vi påpasselige med, hvor lang tid ad gangen vi kunne se de unge oppe i projektet. Det var fastlagt til to gange om ugen, og måske skulle det kun være én time per gang og med flere pauser. Vi var overraskede over, at de næsten ikke var til at sparke ud allerede efter første dag, selvom de mødte ind og havde det meget svært. Det var en succes fra start i forhold til at få dem til at møde op i projektet.

Piether Leon Thomsen
Ungekonsulent, UngeGuiden – Roskilde kommunale ungeenhed

Mia forklarer, hvorfor det netop har været en succes:

”Det er helt klart fællesskabet, der har gjort, at de er kommet tilbage. Det er det, der trækker. Der er heller ingen tvivl om, at Piethers og min målsætning var, at hvis de glæder sig til at komme igen, så er vi nået langt – og det gjorde de. Der har ikke været nogen slinger i valsen, folk er bare kommet”.

Muligheden for at de unge kan indgå i et fællesskab med hinanden er altså både vigtigt i forhold til at motivere dem til at tage hånd om de udfordringer, de har, og så kan det motivere dem til at blive i og engagere sig i indsatsen.

Derudover fortæller Mia, at inddragelse har været et lige så vigtigt greb i værktøjskassen:

”De er blevet inddraget hele vejen igennem. Inddragelse, inddragelse, inddragelse. Det er dem, der bestemmer, hvad vi taler om, og det kan være alt fra økonomi i forhold til flytning: hvad skal man betale for, når man flytter hjemmefra? – og det kan være at tale om deres familiemønstre: Hvorfor reagerer jeg, som jeg gør?”.

I normal praksis bestræber ungekonsulenterne på at arbejde ud fra medinddragelse. Dog er det altid inden for de rammer, lovgivningen sætter, hvilket kan begrænse den unges oplevelse af at blive inddraget. I indsatsen ”Et hjem fører til uddannelse” har de set, at medinddragelse har haft en stor betydning for de unges ejerskab og deltagelse: siger Mia:

”Lige præcis heroppe i gruppen der synes jeg faktisk, at medinddragelse (red.) er noget af det, der vægtes allerhøjest. Vi ser det. Vi ser, hvordan det kan rykke, at de inddrages hele tiden. Vi kommer ikke med nogen dagsorden. Vi sætter nogle rammer for, at det er sådan her, vi kan gøre det og facilitere det”.

Egen bolig skaber rammen for, at de unge kan noget mere

Mia og Piether har en oplevelse af, at den indledende støtte til at få skabt nogle rammer og rutiner i den nye bolig har været vigtig for, at de unge i indsatsen har fået en mere stabil tilværelse. Piether fortæller om en ung mand i en ustabil boligsituation, der sideløbende kæmpede med andre udfordringer:

”Han har siddet i et kolonihavehus i fem år, hvor tingene er vokset op omkring ørerne på ham – og så har han haft en angstproblematik, der har gjort, at han ikke har kunnet handle ind. Til sidst kunne han ikke navigere i det, og så har det været kaos”.

Efter den unge man kom med i indsatsen, har både Mia og Piether oplevet en stor, personlig udvikling hos ham. Piether fortæller videre:

”Nu er han kommet i egen bolig. Han har været pligtopfyldende, og jeg tror faktisk, han er kommet alle gange oppe i projektet. Han træner to eller tre gange om ugen nu og arbejder dagligt med sin angst på en måde, så han ikke skal fodre alle de eftertanker, som han gjorde før. Han er blevet tilbudt en læreplads nu i en praktik, som han faktisk holder. Han har før i tiden ikke haft én eneste succes med at blive i noget fast, og nu har han et helt stabilt forløb”.

Mia supplerer:

”Han siger, at han har fået troen på sig selv”.

Det er et centralt element i Housing First-tilgangen, at man skal sikre de unge en tryg base, så de kan komme videre i deres liv, fordi den trygge base i mange tilfælde er en forudsætning for, at de unge kan håndtere deres problemer. Det har også gjort forskellen for den unge mand og andre unge borgere i indsatsen, fortæller Mia:

Vi kan i hvert fald helt sikkert se, at det her med at få en base og et hjem, hvor der er ro på, det kan noget for, at vi kan få de unge (red.) videre. Det skaber noget ro inde i dem til, at de kan arbejde videre med sig selv, så de kan noget mere. Det synes jeg i hvert fald er ret grundlæggende.

Mia Brandt Hansen
Ungekonsulent, UngeGuiden – Roskilde kommunale ungeenhed

Forankring af indsatsen er vigtig

Den afsluttende fase i et forløb med den unge handler om ansvarsoverdragelse og forankring af forløbet. Det betyder, at der skal laves en plan for, hvordan den unge kan overtage ansvaret fra ungekonsulenterne samtidig med, at det skal afklares, hvilken støtte den unge skal have fremadrettet. Det første hold er i gang med den afklaring nu:

”Der er vi begyndt at se på, hvad der så skal ske. Skal de på en uddannelse, skal de i et praktikforløb, skal de overgå til en ungekonsulent? Vi skal skabe et fundament under dem, så de hele tiden ved, hvor de kan gå hen for at få støtte og vide, hvad de har brug for fremadrettet”, siger Mia og fortsætter:

”Vores fineste opgave er at sørge for, at der er et netværk under dem eller noget, de bliver forankret i. At der er nogen, der kan støtte dem i overgangen, så man ikke bare taber dem på gulvet. Jeg har en borger, der er klar til næste skridt i sin proces. Hun har arbejdet meget med det personlige og er faldet på plads i hjemmet. Hun har stadig brug for, at der er nogen omkring hende, men ikke lige så massivt. Hun er så klar på at gå videre i en anden indsats, hvor hun stadig har en ungekonsulent, der kan støtte op, men de fx går ikke ind i hjemmet”.

Mia og Piether fortæller, at der foregår en løbende dialog mellem dem og de unge, hvor det netværk, som de unge har opbygget i løbet af indsatsen sammen med ungekonsulenterne, kan bruges til at understøtte dem fremadrettet:

”Det er jo et andet behov, hun har nu, end hvad hun havde for et halvt år siden. Så må man tale videre om, hvem de har i deres netværk, som de kan bruge”.

Individuelle målsætninger gør de unge bevidste om egen succes

Da indsatsen kører som en social effektinvestering, er der indlagt løbende målinger, og et af parametrene er, om de unge oplever øget trivsel og progression i deres eget liv:

”Fordi vi arbejder med progressionsmålinger hver tredje måned, så kan vi også se fremskridtene (red.), når vi taler med dem. Vi kan se, at der er en ændring, og så spørger vi dem: kan du også selv se det? Hvordan mærker du det, og hvad gør du anderledes, end du har gjort før? Så på den måde taler vi med dem om det. Det er noget, mange af dem også selv mærker, som de udtrykker det”, udtaler Mia.

Hun tilføjer, at det er de små målsætninger, der kan skabe grobund for noget større:

De unge (red.) har alle sammen en drøm og et håb langt ude i fremtiden om at få et helt normalt liv, gå på arbejde og have nogle fællesskaber at være i, og vi går ned i de helt små målsætninger for at få dem derhen ad.

Mia Brandt Hansen
Ungekonsulent, UngeGuiden – Roskilde kommunale ungeenhed

Samtidig er de løbende progressionsmålinger en forudsætning for at vurdere hvilke målsætninger, der skal arbejdes med hos de unge, konkretiserer Piether:

”Hos én af dem er målsætningen bare at komme ud af døren, mens det hos andre har været at få arbejdet med deres angstproblematikker. En målsætning kan også være at få styr på de hjemlige rammer, som kan gøre, at man lettere kan overskue at komme ud i praktik og få nogle successer”.

Både Mia og Piether mener derfor, at indsatsen har skabt positive oplevelser for de unge:

”Vi har kørt en masse evalueringer med de unge (red.), og hvad de synes, vi skulle tage med os til implementering efter endt forløb. Det har været helt fantastisk at opleve, at de talte så fint om projektet. Det her, der er blevet skabt rundt om dem og sammen med dem, det kan noget, der gør, at verden er lidt lysere, siger Mia.