I denne tid er det ca. fem år siden, at både Den Sociale Investeringsfond og Den Sociale Kapitalfond Effekt blev etableret. Hvordan har kommunerne taget imod sociale effektinvesteringer i de mellemliggende år? Og hvordan ser fremtiden ud?
Vi starter med nogle nøgletal: I maj 2024 havde 23 danske kommuner (se Danmarkskort) foretaget sociale effektinvesteringer. De fleste har kun én, nogle få to, mens Aarhus Kommune fører an med 11 investeringer.
En nylig spørgeskemaundersøgelse af kommunernes foreløbige erfaringer, som jeg har foretaget med mediet Impact Insider, viser, at sociale investeringer bidrager med forskellige former for værdi til en kommune. Det kan fx være finansiering af forebyggelse, højere effektivitet, mere resultatorienteret implementering samt organisatorisk læring. Samtidig rapporterede kommunerne om forholdsvis få ulemper med tilgangen.
Blandt de deltagende kommuner var 14 ud af 15 positive over for at lave flere sociale effektinvesteringer, men de fleste af disse er ikke i gang med at planlægge nye investeringer. Hvorfor denne tøven? Og hvorfor spredes modellen ikke hurtigere til andre kommuner?
Spredningens gåde
Vi har ingen nyere undersøgelser af de mange kommuner uden sociale effektinvesteringer. For at finde svar vil jeg derfor i stedet trække på den amerikanske sociolog Everett Rogers’ netværksteori, bl.a. beskrevet i bogen ”Diffusion of Innovations”, og på mine egne erfaringer fra samtaler med danske kommuner. Rogers fokuserer i sin teori bl.a. på innovationens karakter, de adopterende organisationer og det sociale system, som spredningen foregår indenfor.
Når nye ideer spredes, afhænger hastigheden iflg. Rogers af en beslutningsproces i flere faser i de adopterende organisationer: Først skal organisationerne opdage innovationen og overbevises om dens værdi. Derefter kan de beslutte at tage den i brug – en beslutningsproces, der forløber i flere faser på grund af de forskellige administrative og politiske niveauer i en kommune.
Kommunerne synes ikke at være kommet så langt endnu i disse beslutningsprocesser. Baseret på møder i 2024 med topledere i mere end 10 kommuner er mit billede, at mange kommuner endnu ikke formelt har taget den politiske drøftelse af sociale investeringer. I stedet forklarer de fraværet af investeringssamarbejder med begrundelser som, at ”vi kender ikke modellen så godt”, eller at ”vi har haft for travlt med andre udfordringer”.
Med afsæt i Rogers’ model søger jeg i det følgende forklaringen på denne træghed i to forhold: Dels, hvad der karakteriserer sociale effektinvesteringer som innovation, dels træk ved det sociale system, som de skal spredes i.
Baseret på møder i 2024 med topledere i mere end 10 kommuner er mit billede, at mange kommuner endnu ikke formelt har taget den politiske drøftelse af sociale investeringer.
Karsten Storgaard Bjerre
Sociale effektinvesteringer er kompleks innovation
Med Rogers-briller synes sociale effektinvesteringer komplekse og krævende at udbrede. Det skyldes for det første, at de adskiller sig væsentligt fra en traditionel offentlig tankegang. Fx har de fleste kommuner begrænset erfaring med resultat- og effektmåling, business cases og betalingsmodeller.
For det andet kræver sociale effektinvesteringer tid og ressourcer. Både, når travle kommunale beslutningstagere skal sætte sig ind i modellen, og når forvaltningen skal arbejde med at indgå aftalerne og at følge op. Dette transaktionsomkostningsaspekt er særligt en udfordring i en periode, hvor kommunerne har fokus på at reducere de kommunale administrationsudgifter, bl.a. i forlængelse af økonomiaftalen med staten.
For det tredje kan kommunerne være i tvivl om værdien af tilgangen, fordi det først er på længere sigt, at kommunen får økonomisk gevinst af modellen, når man tager højde for, at kommunen undervejs skal levere tilbagebetalinger til investor.
Det sociale system er en barriere
De organisationer, der skal implementere innovationen, påvirkes iflg. Rogers af det sociale system, som de indgår i. For kommunerne udgøres dette system af bl.a. de nationale myndigheder, KL, massemedier og andre kommuner, som de kan spejle sig i.
På trods af anbefalinger om sociale effektinvesteringer fra Tranæs-udvalget og Reformkommissionen har der været relativt stille fra de nationale aktører. De seneste to regeringer har således ikke taget markante nye tiltag, og det samme gælder aktører som KL og de politiske partier. Den nationale politiske håndtering af sociale investeringer synes således at matche Sigge Winther Nielsens diagnose i bogen ”Entreprenørstaten”: Folketinget bliver grebet af en idé, træffer beslutninger, men forsømmer derefter at følge op på implementeringen. Heller ikke massemedierne har prioriteret temaet, der overvejende er behandlet i mere nicheorienterede medier som Altinget og Impact Insider.
En vigtig kommunal inspirationskilde har været Aarhus Kommune, der har arbejdet meget systematisk med sociale investeringer, dels ved at etablere en governancestruktur med et socialt investeringsråd og tilhørende fond, dels ved at gennemføre 11 investeringer og med flere på vej.
Kommuner inspirerer ofte hinanden, og det er som kommune oplagt at se i retning af Aarhus. Dog kan de mindste kommuner have svært ved at efterligne Aarhus’ tilgang pga. deres størrelse, som giver Aarhus Kommune større administrativ kapacitet og flere potentielle målgrupper med tilstrækkelig volumen til en investering.
På trods af modellens kompleksitet og den begrænsede opmærksomhed på den nationale scene er de sociale investeringer stille og roligt på vej frem, drevet af investorerne og et stigende antal kommuner, der ser behov for at prøve nye veje.
Karsten Storgaard Bjerre
Det går ikke hurtigt – men det går!
På trods af modellens kompleksitet og den begrænsede opmærksomhed på den nationale scene er de sociale investeringer stille og roligt på vej frem, drevet af investorerne og et stigende antal kommuner, der ser behov for at prøve nye veje.
Sociale investeringers udviklingsrejse minder mig i virkeligheden om de spredningsmønstre, vi ser i forhold til nogle – men ikke alle – nye digitale teknologier. Konsulentvirksomheden Gartner beskriver denne proces med den såkaldte Hype Cycle-model. Her mødes nye teknologier ofte først med overdrevet stor begejstring. Efterfølgende falder begejstringen, når udfordringer og komplikationer bliver tydelige, men ofte følger en fase, hvor der arbejdes mere modent med teknologien, hvorefter dens reelle værdi og håndtering af udfordringer bliver klar.
Kilde: Gartner, egen oversættelse
Hype Cycle-modellen er umiddelbart et godt bud på at beskrive de sociale investeringers udviklingshistorie, og min påstand er, at vi lige nu – efter en hype-fase i 2010’erne – er i gang med fasen ”oplyst fremgang”:
Der bliver løbende igangsat nye investeringer, og både Den Sociale Kapitalfond og Den Sociale Investeringsfond har for nyligt sikret nye midler til flere investeringer. Både Reformkommissionen og Tranæs-udvalget har sat fokus på områdetmed deres anbefalinger. Der er stor interesse fra kommunerne i et nyt projekt med Bikubenfonden. Og endelig har Aarhus Kommune besluttet at fortsætte og udvide deres arbejde med investeringer.
Det er for mig at se en positiv udvikling, der på pragmatisk vis næres nedefra – dels af en række uløste problemstillingerfx på ungeområdet og det specialiserede socialområde, dels af stigende erkendelse i kommunerne af, at de klassiske tilgange til økonomistyring og effektivisering ikke længere er tilstrækkelige.
Karsten Storgaard Bjerre
Chefkonsulent i Komponent – Kommunernes Udviklingscenter. I 2022 afsluttede han et erhvervsPhD-projekt om sociale investeringer i samarbejde med Komponent og 12 kommuner. Telefon: 87 79 63 57
Email: kasb@komponent.dk
